Zadar mod Bozava 9 - 11. september.
Endelig blev det vejr til at sejle ud af Zadar. Det var nogle ret voldsomme vejrudsigter med vind styrker på op over 50 knob vi havde ligget og ventet på skulle blive bedre. Vi havde dog ikke mærket så meget til disse vinde i Zadar havn. Vejr fænomenet hedder Bora og er berygtet for dens pludselige opståen med meget hård vind og voldsomme bølger. Fænomenet er meget lokalt og ganske få kilometer fra den hårde vind kan der være næsten vindstille. Det er lidt svært at tro på, men man må jo rette sig efter advarslerne.
Inden vi forlod Zadar skulle der tankes op. Desværre kom vi til at ligge bag en motorbaad, som skulle have flere tusinde l benzin på. Hvis der er noget Mads overhovedet ikke gider vente på, er det at få lov at få fyldt diesel på båden. Det er ret morsomt, at han bliver små sur over dette. Efter en god times venten i havne bassinet blev det vores tur. Det vrimler ikke med benzin tanke på de kroatiske øer, så vi havde anskaffet os en ekstra diesel dunk, der skulle stå på dækket. Vi har også anskaffet os nogle vand dunke, da der heller ikke er vand ved alle kaj pladserne. Vi regner også med at langt de fleste overnatninger sker på ankerpladser, og der er der i et hvert tilfælde ikke vand.
Vi havde en fantastisk tur til Bozava ( hvor Mads jo var kendt af tolderne) Mellem små øer sejlede vi stille for sejl. Der var kun 18 sm i alt, så vi havde tid til at nyde turen med kun 3 knob. Inden vi så os om var vi i Bozava. Der var masser af plads i den lille havn. Vi er tydeligvis helt udenfor sæsonen, så vi lå helt alen på ydermolen. Vandet var så klart, at det ikke var til at tro at der var 4,5 meter til bunden. Vi badede og nød det dejlige vejr. Om eftermiddagen gik vi en lille tur i byen. En fin lille by- aldeles ikke-handicap-venlig by med stejle smalle gader. Det lokale luksus hotel havde en legeplads, som Sofie og Laurits fik lov at bruge, da der ikke var nogle gæster der brugte den i denne tid. Mor og far fik en billig drik i baren imens!!! Stedet kan anbefales.
Vores VHF var en eller anden grund gået i stykker, den var ellers helt ny. Mads tog færgen ind til Zadar næste morgen klokken 6 og kom tilbage klokken 15 med en ny VHF, rugbrød og leverpostej.
Bozava ligger på øen Dugi Otok. Dette er vores første møde med de Kroatiske øer, og det har ikke været skuffende. Her er helt fantastisk smukt. Havne pengene er også til at komme over. I bozava gav vi ca 180 kroner for en havne plads med strøm og vand. Der var ingen andre faciliteter.
Børnene nyder tydeligvis tilværelsen. Vi voksne er nok også mere afslappede end vi længe har været og det smitter af. Laurits siger til Mads at de er ” besse venner” og dræber ham derefter med hans gladiator svær.
|