00
Jordomrejse 2006-07 » Indien » Cochin 10-15.01.2007
Cochin 11-15 jan 2007

Enten er vi blevet lettere immune overfor angreb af indiske taxa chauffører, eller også var taxa chaufførerne ikke så ivrige efter at få os som kunder ved ankomst til Cochin banegård. 

I ro og mag fandt vi en taxa til Fort Cochin, der skulle være den hyggeligste del af Cochin. Cochin er den mest besøgte by i staten Kerala i syd Indien. Fort Cochin er en ø der er forbundet med fastlandet og det nye Cochin, Ernakulam, med færger og flere broer. Cochins complexe historie afspejles i den alsidige arkitektur i byen. Portugiserne har sat deres store præg på bydelen. Vi fandt et hyggeligt hotel med 4 værelser incl de dårligste senge vi indtil nu har sovet i. Men pyt, stedet var rart og der var en god restaurant nedenunder værelserne. Vi havde sat 3 hele dage af i Cochin. Vi nåede at se et Kathakali danse show, Guide tur i Fort Cochin og en sejl tur Backwaters. 

Kathakali showet varede 3 timer i alt og startede med at man kunne følge hvordan mændene blev sminket og klædt ud i deres fantastiske – og lidt komiske- dragter. Det tager 6 år at blive Kathakali danser. Traditionelt optræder Kathakali dansere udenfor templer, hvor de fortæller historier om ånder og dæmoner. Bestemt koreografi og finger tegn er med til at fortælle præcise historier. Med til dansen, hører bestemt musik frembragt af store gonger, trommer, metal klokker og sang. Laurits og Sofie syntes, med rette, at denne musik gjorde ondt i ørerne, så af den grund, så vi ikke så meget af selve danse showet. Vi fik dog set nok til, at vi nu alle ved, hvad Kathakali dans er for noget.

Kerala har en helt fantastisk natur. Når man kommer fra det tørre og lidt kedelige Goa, er det virkelig meget iøjefaldende hvor frodigt, og anderledes her ser ud. Husene er større, der er gjort mere ud af udseende på bygningerne, og her er ikke så beskidt. Bag kystlinien er en labyrint af floder, som man kan komme ud at sejle på. Turene er meget populære, da man padles rundt på små bifloder og ser lokal befolkningen i gang med daglige gøremål. Vi blev sejlet rundt i tre timer og var bla inde hos nogle damer der lavede kokos snor og på besøg i en krydderi plantage. Laurits var meget optaget af de to mænd som stagede os frem og fik efterfølgende megen tid til at gå med at lege ” sejle backwater”. Vi så på turen mange fugle og to vand slanger.

Den sidste dag i Cochin skulle vi på sightseeing. Det blev en flink mand med hans rickhaws, der fik jobbet som guide. Han tog jobbet meget alvorligt, og blev vist lidt skuffet, da vi efter nogle timers hektisk transport rundt i byen, måtte bede ham om at køre os hjem til hotellet for at hvile.

Nu var vi færdige med Cochin og klar til at tage taxa næste dag for at kører de 4,5 timer mod Kumily, lige uden for Periyar vildt reservat.
Klik her for at få dit eget GoMINIsite