Koper 11. oktober – 7. november.
Da vi sejlede ind i Koper, regnede vi ikke med at det blev vores sidste sejl tur i denne omgang. Planen var at vi ville blive i Koper til Janine skulle med toget mod lufthavnen i Zagreb d 14. oktober. Janine tog mod Zagreb klokken 4:30 om morgenen. Hun klarede turen i fin stil og var hjemme i København først på aftenen.
Laurits, Sofie og jeg hentede Mormor og Viktor i lufthavnen d 13. oktober. Det var en lang tur i bus, men fordi det ikke er hverdag at køre i bus, var det jo en stor oplevelse i sig selv. Der var stor gensynsglæde i Trieste!!. Laurits var dog lidt genert i starten, men tøede hurtigt op, da han fik lov at sidde ved siden af onkel Viktor i busse og snakke med ham om pirator og svær. Det var planen at vi ville sejle med mormor og onkel Viktor mod Grado i Italien en af de første dage. Vi havde fået anbefalet denne by/havn af en østrigs familie på langtur. Vejret var dog ikke til at sejle nogen steder. Solen skinnede men det blæste for meget.
Der var også mange ting vi kunne lave, når vi nu ikke kunne sejle nogen steder. Børnene havde savnet deres mormor og var meget glade for hendes besøg. Viktor er en fin lege kammerat for begge børn og Laurits er meget stolt af, at have ham til onkel. Mormor og Viktor havde en masse underholdning med herned. Der var blevet købt rigeligt med dvder ( både til voksne og børn)og bøger. Endelig havde mormor aflagt Jeanne et besøg lige inden afgang til Trieste( hvilket betyder masser af ugeblade!!) Heldigvis havde mormor også en computer med, så børnene kunne se deres nye film.
Mormor fik også lært Sofie at strikke og hjalp mig med de sidste svære detaljer på min hjemme strikkede trøje. ( Nu er trøjen færdig – tak Mette for det fine projekt, det har været sjovt, desværre blev trøjen lidt for lille til Laurits, så det kan være en anden for gavn af den)
Onsdag d 18 oktober lejede vi en bil og kørte til Venedig. Det var selvfølgelig en stor oplevelse. Vi travede rundt hele dagen, var på den obligatoriske kanal rundfart og nød at være rigtige turister for en dag. Der var almindelig træthed i bilen på vej hjem mod Koper, og det planlagte restaurant besøg blev droppet.
Klokken 5 næste morgen kørte Mads, Viktor og mormor til lufthavnen, hvor de skulle med fly klokken 7. Mormor og Viktor var her ikke mange dage, men dagene var gode og det føltes egentligt som om de var her i betydelig længere tid ( på den gode måde) Det er meget mærkeligt at der nu igen går ca et halvt år inden vi ses igen.
|