Mandrem – Junaswaddo (14. december 2006)
Nu når vi har valgt at lave vores Indien base i Mandrem, er det på sin plads lidt nærmere at beskrive hvad for et sted og hvilke mennesker som bor her.
Mandrem ligger i det nordlige Goa og er en lille landsby med ca. 2-300 beboere, som typisk bor omkring ”hovedgaden” (og den eneste vej). Det er ikke til at tro at der bor så mange mennesker, men det er fantastisk så mange, der holder til i de utallige små sivhytter langs vejen. Der er kun ét egentligt resort (kedeligt) og ét hotel (Villa River Cat). Derudover opstår der ved juletid bambushytter opad stranden – nogle mere avanceret end andre. Der er ikke nogen butikker i Mandrem – eller det vil sige at der er et lille minimarked med det mest nødvendige og et kombineret rejsebureau og internetsted – man kan ikke købe souvenirs og ting i Mandrem. På stranden er der dog en del strandsælgere med tøj, smykker og frugt. Så der er ingen tvivl Mandrem er ude på det Indiske bøhland!
Også er der selvfølgelig hovedattraktionen i Mandrem – stranden. Den største sandstrand (nul sten) jeg nogensinde har set – flere hundrede meter bred og fortsætter til begge sider så langt øjet rækker og længere endnu. Sandet er fint og brunt. Vandet er ikke superklart men det skyldes det fine sand. Stranden er fantastisk børnevenlig (uden understrøm, undtagen ved tidevandstiderne) med lavt vand og små sandbanker. Langs stranden ligger spredt nogle udrigger både, som de lokale bruger til at fiske fra.
Da vi ankom til Mandrem og kørte gennem byen var det første indtryk meget beskidt og ind imellem også ekstremt usselt. Senere hen hvor øjet har vænnet sig til ”det indiske landskab” og hvor vi har været på en del udflugter bl.a. til nabo staten Karnataka, må vi sige at det er et meget rent og pænt sted efter Indisk standardJ
Mange af beboerne forsøger at tjene penge på turisterne i perioden midt december til udgangen af februar. De laver små restauranter, vasker tøj, køre taxi, viser vej, sælger madrasser eller udlejer små motorcykel. I regntiden arbejder de fleste i rismarkerne i området.
Vi har ikke indtryk af at indbyggerne er specielt religiøse. Alle bliver religioner dyrket – Hindisme og kristendommen, som de mest udbredte, men også Islam og en række forskellige guru’er som Sai Baba pryder de forskellige små hjem og taxier. Når der kaldes til søndagsmesse i den kristen kirke, sker den med masser af kanonslag. Kanonslagene bliver også flittigt brugt ved solnedgang ved forskellige religiøse ritualer – inderne er vilde med kanonslag. Det bliver spændende at holde nytår her!
Indimellem sivhytter og stenhuse er Mandrem fyldt med Kokospalmer. Vores nabo er kokos-nødde-træs-klatre og har haft Sofie og mig med på arbejde en dag. De tjener faktiske gode penge ved at klatre i træer (Sofie vil være kokos-nødde-træs-klatre når hun bliver stor). Alle træerne tilhører forskellige ejere – og der bliver holdt skarpt øje med dem. Mellem vort hus og stranden er en lille plantage. Her er træerne mellem 60 og 90 år gamle og er op til 25 meter høje. Det tager et år for en nød at modne. De modne nødder høstes ca. hver 2. måned. Der er to stadier hvor nødderne høstes – som helt grønne eller som helt brune. De grønne er bedst, men kan ikke holde sig særligt længe – de brune er dem vi kender fra Danmark. Klatrerne for 50 rs for en grøn og 8 rs for en brun. Det er faktisk ret spændende at høre hvordan de arbejder. Intet er overladt til tilfældighederne og alt hvad de laver bliver kontrolleret af ejeren af de enkelte træer.
Turismen er dog ved at finde Mandrem. Det ses bl.a. ved at der bliver bygget en del stenhuse med henblik på udlejning. De fleste huse bygges i Portogisisk stil med masser af svungne balustre og males i pastelfarver (Goa regionen har været en Portogisisk koloni. Vasco Da Gama ankom i 1498 og skabte en vigtige handelsstation i Goa – især med krydderier). De bygges uden brug af maskiner overhovedet! Sted hugges og bæres på hovedet. Sand og cement hentes i små kar og bæres på hovedet. Stilladser er en lang bambus pind på højkant med et par tværstivere tilfældigt sat fast i væggen – arbejdstilsyn er et ikke eksisterende fænomen her omkring. Prisen for at bygge et to etagers hus på 80-90 m2 et par hundrede meter fra havet inkl. grund er små 300.000 DKK – inkl. alt. Så det kan være det er her man skal have sommerhusJ.
Vi kan mærke at turisterne nu (14. december) er ved at indfinde sig i området. Ellers har vi typisk haft restauranterne og stranden for os selv. Sjovt nok er hovedparten af turisterne, som kommer i julen, danskere. Det passer Sofie rigtig godt og hun har allerede fundet et par veninder de sidste par dage. Men det er også lidt underligt at høre dansk i gaden og på stranden.
Strøm afbrydelser er det normale i Mandrem (og i det meste af Inden). Strømmen går ca. 3-10 gange i løbet af et døgn. Det betyder bl.a. at man skal passe på med at købe is fordi den selvfølgelig bliver dårlig af at tøet op for igen at blive frosset ned. Både med og uden strøm i Mandrem er her bælravene mørkt efter kl. 18.30. De få gadelamper giver ikke meget lys. Så lommelygter er standardudstyr for ikke at miste orientering på de små stier, skræmme frøer og slanger væk og for at undgå at skvatte over en ko.
Hellige køer er det mest udbredte byudstyr i Mandrem. De vader over det hele, i et utroligt roligt tempo. De lader sig ikke skræmme af båthorn, råben og skrigen. De går, æder og skider hvor det passer dem. Både Sofie og Laurits er nu helt afklart med dem og finder det helt naturligt, at der engang imellem står en ko i vejen. Sofie kalder dem nu ikke for hellige køer med i stedet for frivillige køer og Laurits kalder dem (måske mere korrekt) heldige køer. Tyre-køerne må godt sættes til arbejde i f.eks. marken mens hun-køerne kun må malkes. For Hinduerne betyder det fertilitet og fremgang at røre en ko på hoftebenet. Kokasserne samles og tørres og bruges til at ”purify” (rense) hinduernes hjem.
Udover de heldige køer, er der et rigt dyreliv her. Det virker som om alle dyrene her, er mere ekstreme end i Europa – de er større, mere eksotiske, farligere, ukendte og flottere…
For at starte med dem der er større, er det især billerne og myrene jeg tænker på. Kakelakkerne er der mange af, men man vender sig til dem – underligt nok. Vi kan dog stadige få kuldegysninger når vi fanger en moppedreng på 5-6 cm.
Af de eksotiske dyr er der selvfølgelig aberne. De hænger i træerne lidt udenfor byen og driller de mange herreløse hunde med at de ikke kan få fat i dem.
Vi har heldigvis ikke set nogle af de farlige dyr, men blandt dem vi frygter, er Cobra slangen. Der skulle ikke være så mange i nærheden af byen på denne årstid – det er kun et rigtigt problem i regntiden. Som vores nabo siger ”..if you spot a snake just tell me. I will smash it - no problem”! Da vi var i Hampi, viste et par legetøjs-Cobra-slanger, at være rigtige gode til at holde de lokale lidt på afstand af Laurits og SofieJ. Saltvands krokodillerne er hele 30 km væk så de skulle heller ikke være et problem. Såååå det er ik’ no’et problem…
Også er der de ukendt. Underlige fisk eller insekter. Men dem vi ser mest til, er Gekko’erne. Det er en slags firben, men helt bleggule og med sugekopper på tæerne. I vores lejlighed er de faste beboere. Vi er ikke helt klar over hvor mange vi har men jeg vil skyde på en 3-4 stykker. Vi forsøger at jage dem ud, men de er hurtigt inde igen. Det gør som heller ikke så meget, da de ikke gør noget.
Til sidst er der de flotte. Det er de mest fantastiske sommerfugle og fugle der flyver omkring i Mandrem. Der er et hav af forskellige sommerfugle med de flotteste mønstre – nogle er så store at de kan svæve ligesom en rigtig fugl. Fuglelivet er også rigt. Fuglene er meget fine med klare farver og elegante mønstre. Kingfisher fuglen er Goa’s mascot, og er samtidig bomærket for den største ølproducent i Goa. Store ørne er der mange af – især den store hvid-mavet fiske ørn, som jager vands stranden er et imponerende syn. Den har et kridhvidt hoved og bryst og terracotta farvet undervinger.
En af de ting, som har overrasket os, er Indernes punktlighed – i hvert fald i Mandrem. De holder deres aftaler og kommer i god tid. Selvfølgelig tager ting tid, men har man en aftale så bliver den holdt! Og de er flittige som honningbier og står i skærende kontrast til Italienerne, som grundlæggende er luddovne.
Prisniveauet i Mandrem er, som det meste af kysten i Goa, væsentlig højere end inde i landet. Det er dog alligevel til at klare. På restaurant betaler vi gennemsnitlig betaler 500 rs (en rupis = 0,13 DKK.) for hele familien med snacks, forskellige retter og drikke – lidt mindre til frokost. I Hampi kostede det kun det halve. Vi bruger ca. 1.100 rs om dagen på mad og drikke og spiser 1-2 gange på restaurant om dagen.
Lidt forskellige priser er:
- Ananas 40 rs
- Vandmelon 25 rs
- Kiks 5 rs
- 1 kg havregryn 65 rs
- 1 liter gin 120 rs
- 1 kg sukker 18 rs
- 1 liter vand 10 rs
- 1 cola 25 rs
- 1 øl 20 rs
Lejligheden vi har lejet er i den dyre ende i Mandrem. Vi giver 1.000 rs pr. dag. Det dækker lejen, el+vand samt rengøring 2 gange om ugen. Dette kan gøres billigere, hvis man kan nøjes med mindre plads og en knap så ny lejlighed. Man vil kunne finde et hus til det halve med 2 rum, køkken og bad. Men vi nyder vores 5 værelser, terrassen, udsigten, den venlige familie og at lejligheden er ny og lækker!
En anden vigtig pris er taxi priserne. Det koster ca. 1.100 rs at leje en taxi en heldag fra morgen til aften. De mindre ture til nabobyen Arambol koster ca. 100 rs og turen tager 15-20 minutter.
Et andet kendetegn ved Mandrem (og igen sikkert det meste af det sydlige Indien), er den konstante afbrænding af træ, blade og affald. Rundt omkring mellem hytterne bliver lavet små bål hvor alt mellem himmel og jord bliver futtet af. Det betyder at der tit lugter lidt brændt.
…og til sidst vejret: Skyfrit med let til jævn vind fra skiftende retninger. Svag østlig om formiddagen drejede nordvestligt over middag og tiltagen. Temperatur 28 – 32 grader. Ingen udsigt til ændring.
|