Periyar 15-19. jan 2007.
Efter en god morgenmad på det italiensk inspirerede hotel, Chrisie, i Kumily fik vi fat i en taxa, som skulle bringe os ud til vores hotel i reservatet. Mads havde booket et værelse på det eneste hotel, der ligger inde i selve reservatet. Der var heldigvis kun ledigt en nat, selvom vi havde forsøgt at booke i god tid. – prisen var høj! Men det var alle pengene værd. Vi blev sat af ved søbredden og en færge blev straks bedt om at sejle os- alene – ud til hotellet, der lå 20 min. sejlads fra kaj. Det var lidt underligt at blive behandlet som superstjerner, og som Sofie sagde; der kunne da sagtens have været flere med denne færge.- og det kunne der også. Inde på bredden stod ”rosset” og måtte pænt vente på en ny færge, som kunne sejle dem ud på søen, mens vi 4 alene sejlede præcis den samme vej i vores egen færge. Lake Palace har 6 værelser. Hotellet ligger på en lille ø ude midt i en stor sø. Der er udsigt til søbredden på den anden side. På søbredden kan man fra hotellet se de vilde dyr komme ned for at drikke vand. Det der gør Lake Palace så unik er, at der ikke er andre turister end de 6 par der bor på hotellet, til at forstyrre dyrerne. Man kan derfor være heldig at se mange forskellige og sjældne dyr. Alt er incl i værelses lejen og der er service på fra morgen til aften. Børnene syntes at der var pragtfuldt på hotellet. Sofie pakkede straks alle hendes ting ud og fik arrangeret sig i det ene af rummene. Laurits var også meget begejstret for stedet, men det var mere pga den megen plads og gyngerne. Efter et par timer på Lake palace og en god frokost med udsigt til en enlig tørstig elefant på den modsatte side af søen, skulle vi på sejl tur ind i reservatet. Igen blev vi behandlet som super stjerner- det var lige før det var lidt pinligt!! Færgen kom på det aftalte tidspunkt, og vi blev af to hotel medarbejdere hjulpet om bord. På færgen stod 4 stole i første række klar til os. Der var også en guide der fortalte om alt hvad vi så. Vi var heldige at se to elefant familier, der var nede ved søen for ar drikke vand. Udover elefanterne, så vi mange forskellige fugle, oddere og smuk natur. Hjemme igen på hotellet, fik familien Neble serveret the og varm kakao i haven. Denne hyggelige eftermiddag husker Laurits stadig, og han ønsker sig tit ”en kop varm kakao i haven” når han bliver spurgt, om der er noget han trænger til. Desværre blev jeg lidt små syg om aftenen, så den hygge aften Mads og jeg havde planlagt vi skulle have, når børnene var blevet lagt i seng, blev ikke som planlagt. Men det var alligevel en stor oplevelse at bo midt inde i reservatet og have jungle lyde med elefant trut og abe hyl som ” musik” til aftensmaden.
Vi forlod Lake Palace klokken 11 næste morgen og blev efter hurtig tjek ind på et hotel ved søbredden kørt ud til en krydderi plantage, hvor vi på elefant ryg blev vist rundt. Vi havde forinden prøvet at forberede Laurits på den foranstående ridetur, men han havde totalt afvist at ville ride på elefantryg. Heldigvis skiftede han mening, da vi kom ud til Mira. Mira var en sød 30 årig hun elefant. Laurits blev vild med hende- han ville bare ikke have at hun skulle ligge snablen på hans hoved som han havde oplevet Laxmie gøre det i Hampi. Vi fik efter rideturen lov til at besøge Miras søn. Det var en stor oplevelse for Laurits. Den lille elefant imponerede især da den skulle drikke vand. Den tog vandslangen i munden, sugede godt til og sprøjtede det derefter ind i munden. Laurits har fortalt om den lille elefant unge om og om igen.
Det var meget interessant at se hvor de forskellige krydderier, som fx kardemomme, vanille, kaffe, kanel, peber og muskat kommer fra og få viden om hvordan de bliver forarbejdet til de krydderier vi kender derhjemme..
Den sidste dag i periyar, havde vi arrangeret en heldags tur med jeep ind i reservatet. Desværre blev Laurits syg, med opkast, mave smerter og feber, så vi to måtte blive hjemme, mens Sofie og Mads tog på tur alene. Det var Laurits første omgang med turist mave og første gang han har kastet op i øvrigt. Han var helt færdig, bleg og var meget frustreret over at han ”spildte” ( kastede op) Jeg gav ham antibiotika og i løbet af et halvt døgn, var han nogenlunde på toppen igen. Det var desværre for sent til at komme med på jeep tur, hvilken var meget trist. Laurits og jeg gik om eftermiddagen en lang tur på reservatets eneste asfalterede vej. Laurits klapvogn skaber altid megen opmærksomhed. Inderne skal hen og rører og studerer vognen. Møderne griner lidt fjoget og syntes vist jeg har det for nemt, når jeg transporterer Laurits på hjul.
Sofie og Mads tog af sted på jeeptur klokken 6 og kom hjem klokken 16 mange oplevelser rigere. Først blev de kørt ind i reservatet til en hytte, hvor der blev serveret morgenmad. Dernæst var de på ro tur på en flod med vandfald samt en let trekking ind i junglen. De så friske ham og flere slanger, bla en der lige havde spist en stor rotte el lign og derfor ikke kunne flygte fra dem. Sofie fandt et Samba kranie med gevir i skov bunden. Dette kranie blev bragt på museum. Det var Sofie selvfølgelig meget stolt over. På vej tilbage fandt ”eventyrerne” frisk elefant lort og måtte selvfølgelig se om de kunne finde den levende elefant. Med Sofie i første række – barnet skulle jo have lov at se dyret helt tæt på- listede Mads, guiden og turisterne fra 2 andre jeeps af sted, for at finde elefanten inde i den tætte, tætte jungle. Nu var jeg jo ikke med, men sådan som Mads og Sofie fortalte historien om hvad der efterfølgende skete, var det følgende; inde bag det tætte bambus krat kunne man se en elefant og dens unge. Elefantmor trutter advarende en enkelt gang, hvilket nok skulle have fået ”ekspeditionen” til at holde sig væk, men de lister bare tættere på. Pludselig springer elefantmor ud af krattet med strittende og viftende ører og løber hen mod ” ekspeditonen” med Sofie i front. Guiden råber, ruuuuun!- og er så væk. Mads hiver Sofie af sted. Hun taber sko og tørklæde ( heldigvis holder hun godt fast på hendes tøjhund, som hun har med på tur).De kommer uskadte tilbage til jeepen, men er lettere chokerede. Sofie vil selvfølgelig have hendes tørklæde og sko tilbage, så de tre må sidde en halv times tid i jeepen og vente på at guiden samler sig mod til at gå op mod gerningsstedet for at finde de tabte ting.
Puha, jeg var glad for at have dem hjemme i god behold!!
Efter et langt karbad gik vi alle i seng, trætte efter hver vores anstrengende dag!!
|