Pula 26-28. september 2006.
Vores ophold i pula blev lidt længere end forventet. Da Mads kom hjem fra Zagreb blæste det op og vi var nødt til at vente et par dage med at forlade havn. Det var nu ganske hyggeligt. Vi snakkede lidt med et par svenskere, der var med i en ” andelsbåd” der lå tæt på Venedig. De havde i 2 uger haft en mus om bord og kunne ikke fange den, da de –lige som os- ikke kunne finde en rigtig musefælde. Konen om bord var ved at gå amok, da den lille mus havde udviklet sig til den rene plage ånd uden pli.
Jeg var rigtig glad for, at vores mus havde valgt at forlade os inden den følte sig for godt hjemme.
På en lang gåtur til et gas lager, hvor vi skulle have fyldt gasflasken til komfuret, kom Laurits og jeg forbi et have center. Der havde de masser af musefælder af den rigtige slags!! Vi købte 10 og drog glade hjem til svenskerne.
Næste morgen havde de fanget musen og jublen ville ingen ende tage. Laurits og Sofie fik to små tøj mus af dem som tak, så på Incognito var der også glæde.
|